top of page
IMG_E6494.JPG

Årsberetning 2023

Indhold

​

  • Om Sønderup

  • Partnergruppen i Sønderup

  • Tal og vækst

  • Medarbejdere

  • Medarbejdere, socialt

  • Arrangementer

  • Politikker og kvalitet

  • Socialt engagement

  • Forventninger 2024

Om Sønderup
​

Velkommen til årsberetningen for Sønderup I/S, statsautoriserede revisorer. Med denne årsberetning vil vi gerne fortælle lidt om, hvad der i 2023 er foregået hos Sønderup, og hvem vi er.


I 2023 har Sønderup oplevet et år fyldt med begivenheder. Et særligt højdepunkt var beslutningen om at optage tre nye partnere i Sønderup med virkning fra 1. januar 2024. Denne beslutning vil bidrage til at styrke vores samlede virksomhed og skabe et bedre fundament til håndtering af den forventede vækst i de kommende år.


Sønderup anno 2023 er et revisions-, lønadministrations- og rådgivningshus beliggende i Ringsted og Vallensbæk. Ultimo 2023 er vi omkring 100 medarbejdere fordelt med 70 medarbejdere i Ringsted og 30 i Vallensbæk. Af de 70 medarbejdere i Ringsted sidder halvdelen med fokus på lønadministration, mens resten af huset sidder med opgaver inden for revision, regnskab og rådgivning.


Vores stærkeste kort er vores værdier, der alle går på menneskelige egenskaber. Sammen med vores faglige viden, er det dem, der gør os til den virksomhed, vi er. Vi er et selvstændigt og uafhængigt revisionskontor, og det er vi stolte af. Vi har ikke langt fra idé til handling. Vi er opmærksomme på det personlige forhold mellem rådgiver og kunde, har respekt for at forandring tager tid, og samtidig er vi opmærksomme på den digitale transformation, som sker i samfundet som helhed.


God læselyst!


Partnerne

Partnergruppen i Sønderup
​
​
​
​
​
​
​
​

I 2023 optog vi i partnergruppen Mette Fløe Frederiksen, Heidi Lykke og Louise Mohrsen.


Vores nye partnerkollegaer, som har stået for udviklingen af lønafdelingen, er et positivt bidrag til vores overordnede ledelsesstruktur, men også et udtryk for vores ønske om, at alle i virksomheden skal have mulighed for at udvikle sig og avancere.


Lønafdelingen har været i rivende udvikling gennem de sidste 10-15 år, og er i dag et robust og fortsat udviklende forretningsområde.

image.png

”At blive tilbudt partnerskab er en stor tilkendegivelse af det arbejde og den afdeling, som vi har været med til at skabe og har store følelser for. Vi er stolte af det, vi er nået til, og
vi brænder virkelig for det arbejde, vi møder ind til. Vi er lykkedes med at sammensætte en lønafdeling, som er så kompetent, at vi har kunnet skabe et navn, som markedet kender.”
~ Partner Mette Fløe Frederiksen.

Tal og Vækst
​
​

Regnskabsåret 2023 har været et godt år, og vi har igen set stor vækst. Vi har øget vores medarbejderstab med hele 25 nyansættelser, hvilket har skabt en positiv effekt på vores omsætning, der er vokset med 20%.


Vi har en meget bred aldersfordeling, ca. 28% af de ansatte er under 29 år og næsten 15% er over 60 år.

 

Vores medarbejdere er ansat 7 år i gennemsnit. Dette betragter vi som en meget høj anciennitet i forhold til de mange nye ansættelser, som vi har haft.

image.png
image.png
Medarbejdere
​

Sønderup prioriterer uddannelse af medarbejdere højt, således at virksomheden og den enkelte medarbejder kan udvikle sig bedst muligt.

 

I løbet af 2023 deltog vores medarbejdere i kurser og uddannelse svarende til 582 dage, hvilket i gennemsnit giver 6 kursusdage pr. medarbejder.


Derudover er en række medarbejdere under (videre-)uddannelse:
 

  • SR-akademi (2)

  • Master i SKAT (1)

  • Stud CMA, HD-R og HA (11)

  • Trainees og kontorelever (5)

  • Mini MBA (1)

 


I 2023 har Christian Berg Johannessen afsluttet sin uddannelse som statsautoriseret revisor. Derudover forventer vi at skulle have to kandidater til SR-eksamen i 2024.


Der afholdes interne arrangementer og kursusdage på kontorerne i Ringsted og Vallensbæk.


I både løn- og revisionsafdelingen har vi arbejdet målrettet på at implementere en ny strategi for vidensdeling og intern uddannelse, som involverer en bredere gruppe af medarbejdere. Dette initiativ har baggrund i at sikre en effektiv videns spredning
inden for huset. Vi har etableret et struktureret introduktionsforløb for nye medarbejdere og vil fremadrettet øge fokus på intern uddannelse generelt. Vi er overbeviste om, at investering i vores medarbejderes udvikling ikke blot gavner virksomheden som helhed, men også den enkelte medarbejder.

Medarbejdere - socialt
​

Det sociale element i hverdagen er vigtigt for trivsel og sammenhold blandt vores medarbejdere. Ved at deltage i arrangementer, der fokuserer på at skabe gode oplevelser sammen, styrker vi den ønskede kontakt og samhørighed.

 

Disse arrangementer foregår på tværs af vores kontorer i Ringsted og Vallensbæk for at fremme et stærkere samarbejde og en fælles virksomhedskultur.

 

Som noget nyt i 2023 afholdte vi to personaledage på Sørup Herregaard, hvor vi havde teambuilding aktiviteter og workshops, der styrkede vores samarbejde og gav os ny indsigt til personlig og faglig udvikling. Vi tog derfra motiverede og klar til nye udfordringer, og vi planlægger derfor at afholde lignende arrangement i 2024.

 

Vores sociale arrangementer er med til at skabe og bevare vores gode dynamik, og derfor prioriterer vi dem højt. I 2023 blev det bl.a. til følgende fælles arrangementer:


• Markering af jubilæer og runde fødselsdage
• Markering af div. færdiggjorte uddannelser
• Vinsmagning
• Personaledage på Sørup Herregård
• Personalegolf
• Firmatur til Kragerup Gods
• Brætspilaften
• Julefrokost

image.png
Arrangementer​
​

Kundedag
Et arrangement vi længe har haft på tegnebrættet, blev i juni til en realitet, da vi inviterede til kundedag med TV-lægen Peter Qvortrup Geisling og andre interessante foredragsholdere til en eftermiddag om “Den nye arbejdsplads og det gode arbejdsliv”.


Vi samlede vores kunder til en dag med indsigtsfulde oplæg og inspirerende diskussioner om vigtige emner relateret til arbejdspladsen og livskvaliteten. Peter Qvortrup Geisling og de andre foredragsholdere delte værdifulde perspektiver og indsigt, der ikke blot udfordrede, men også inspirerede vores deltagere til at tænke anderledes og handle proaktivt i forhold til at skabe et sundere og mere tilfredsstillende arbejdsliv.

 

Vores kundedag var en god mulighed for at bringe vores kunder sammen, dele viden og skabe et rum for meningsfuld interaktion. Det gør vi igen.


HR-Træfpunkt
Sønderup I/S deltog i HR Træfpunkt-messen i 2023, hvor vi præsenterede vores løsninger og services inden for lønområdet. Vi fik en fantastisk mulighed for at netværke med andre fagfolk, udveksle idéer og lære af branchens nyeste trends og tendenser.


Vi blev positivt overrasket over den store interesse, vi modtog for vores produkter og services på messen. Det var tydeligt, at vores tilgang til løn-problematikker og vores løsningsorienterede tilgang blev værdsat af både eksisterende kunder og nye potentielle samarbejdspartnere. Det gør vi også igen.

image.png
Politikker og Kvalitet
​

Sønderup opfører sig ordentligt i alle handlinger, vi foretager. Om det er en medarbejder, som har brug for større fleksibilitet i en periode, en kunde, der skal have et regnskab hurtigt til banken, eller et selskab, som skal have support på lønadministrationen i en periode, så er det vigtigt for os, at vi handler troværdigt og ansvarligt. Kvaliteten skal være i orden, og der er fokus på at være værdiskabende for kunderne.

 

Sønderup er på mange områder underlagt politikker og lovgivning, som er med til at danne rammen for, at vi kan agere troværdigt og ansvarligt overfor vores personale og kunder.



Til at danne rammen om vores hverdag er vi underlagt følgende interne politikker:

​

  • Personalehåndbog

  • Kvalitetsstyringsmanual

  • IT-håndbog omkring politik og sikkerhed

  • GDPR-politik

  • Whistleblowerordning

  • Hvidvaskloven


Vi ser en stigende efterspørgsel fra lønkunder med stor fokus på IT-sikkerhed samt gode arbejdsprocesser og kontroller, der er med til at sikre den bedste kvalitet. I 2021 fik vi derfor første gang udarbejdet en ISAE 3402 IT-erklæring, som dokumenterer ordentlige IT-forhold hos Sønderup og fungerer som bevis for, at vi lever op til lovkrav og god IT-skik. Denne er igen udarbejdet for 2023 uden bemærkninger.

 

Der foretages både interne og eksterne gennemgange af ovenstående politikker, som er med til at sikre, at
vi alle går i samme retning.

 
Vi har i 2023 valgt at styrke vores forretning ved at danne en intern arbejdsgruppe bestående af vores IT-specialister og fageksperter. Gruppen fokuserer på at optimere vores overordnede digitalisering for at forbedre vores digitale processer og systemer.

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

image.png
image.png
image.png
Lokalt engagement​
​

Sønderup er en lokal forankret virksomhed, som ønsker at tage del i det nære samfund.


Derfor engagerer vi os i det omfang, vi kan, og støtter gerne lokale initiativer og det lokale foreningsliv.


Sønderup er sponsor for:

​

  • Ringsted Fodbold

  • Greve Strands Badmintonklub

  • Sorø Golfklub

  • TMS Ringsted

  • Skovbo Golfklub


Vi har ligeledes med stor fornøjelse støttet lokale enkeltstående og gentagne begivenheder, som i 2023 udgjorde:

 

  • Deltagelse i innovationsugen for Ringsted Kommune

  • Bidrag til Ringsted julebelysning

  • Bidrag til Danmarks-samfundet

  • Bidrag til Stafet for Livet

  • Bidrag til Lions byfest


Derudover har vi deltaget i Træfpunkt-HR-messe i Øksnehallen og i jobmesse for finansøkonomer.

image_edited.png
image_edited.png
image.png
image.png
image_edited.png
Forventninger 2024
​

Sønderup står primo 2024 rigtigt stærkt rustet til de kommende år. For 2024 forventer vi en vækst på 10-12 %, som i begrænset omfang stammer fra mindre opkøb, og dermed ikke mindst fra organisk vækst fordelt i løn- og revisionsafdelingen.


På medarbejderfronten er det helt afgørende, at vi kan gøre det attraktivt for vores nuværende og dygtige medarbejdere at blive hos Sønderup.

 

Vi har samtidigt fokus på fortsat at kunne tiltrække unge under uddannelse og tiltrække kandidater med erfaring fra lignende stillinger. Dette gør vi via en sund arbejdskultur, med den enkelte medarbejder i centrum, kombineret med spændende og udviklende opgaver.

 

Indenfor Sønderups interessesfære sker der meget i øjeblikket på områder som AI og ESG. AI kommer i stor grad til at påvirke vores forretning på længere sigt, både internt og for alle kunder i huset.

 

Vi er nysgerrige indenfor områderne og arbejder internt på at vurdere og implementere AI i processer, hvor det kan forbedre kvaliteten eller effektiviteten. Det er også vores ambition, at vi skal kunne yde kvalificeret rådgivning og identificere områder, hvor AI vil komme vores kunder til gavn. Dette kan vi kun gøre ved, at vi anvender AI som en naturlig del af vores hverdag.

 

ESG er et andet “hot topic”, hvor de første ESG-årsrapporter bliver påtegnet af en revisor i 2024. Vi har i foråret 2024 uddannet de første ESG-revisorer, og det er forventningen, at de fleste godkendte revisorer vil blive uddannet ESG-revisor i løbet af 2024. Vi skal kunne yde rådgivning indenfor disse områder og følger udviklingen, herunder kravene til en revisionspåtegning.

 

På lønområdet vil vi fortsat være en seriøs lønpartner, der kan lette administrative opgaver hos kunderne, og samtidig vil vi i stigende grad også have fokus på konsulentområder indenfor lønimplementering samt rådgivning om processer og optimering. I 2024 er lønafdelingen omorganiseret, så der bliver bedre plads til implementering, proces og rådgivning.

Sønderup I/S
statsautoriserede revisorer
CVR: 31824559

bottom of page